Februar nyheder! Program, sponsorer m.m.

2018-02-01

Så blev det endelig februar og der er kommet et program op på vores hjemmeside. Der er stadig plads til flere paneler, hvis nogen skulle have lyst til at holde et lille oplæg eller lignende. Ellers er det sådan nogenlunde fast hvad der kommer til at ske af ting og sager, og selvfølgelig er der altid mulighed for bare at sidde og snakke og hygge sig med sine venner og dukker.

Da der kommer nogle gæster fra udlandet vil panelerne kunne gå hen og blive afholdt på engelsk, det afhænger dog af hvor mange udenlandske deltagere der er. Vi får bl.a. fornøjelsen af have 4 gæster fra Jointed Hearts, der kommer og har deres eget bord. Dette er også grunden til at vi bl.a. har hele praktisk information-afsnittet delt op på både dansk og engelsk her på siden samt en helt supplerende underside til udenlandske gæster.

Når I ser programmet vil I måske også lægge mærke til at beskrivelserne af konkurrencerne og events er blevet lidt mere detaljerede. Husk at læse tingene igennem, og hvis der er noget, I ikke er sikre på, så send os en mail, så svarer vi så hurtigt som muligt!

Der har været efterspørgsel om der også kommer til at være et udstillingsområde UDEN at man deltager i udstillingskonkurrencen, og ja, det gør der. Det er ligeledes her det også er tilladt at udstille off-topic dukker. Man må max have 2 dukker til at stå udstillet ad gangen, men man må gerne bytte dem ud i løbet af weekenden, så det ikke er de samme der står der.

Følger I @DanskeBJDEntusiaster på Instagram? Det er en rigtig god idé at gøre, for det er bl.a. dér vi teaser sponsorpræmier! Og i februar kommer der HELT KLART en del ting i posten. Husk også at du kan dele dine forberedelser med os ved at bruge #dollcondk eller #dollcondk18

Vi forsøger så vidt som muligt at slå ting op på facebook i danske bjd-grupper samt på det officielle event for DollConDK. I er altid meget velkomne til at dele med venner og bekendte, nysgerrige der måske gerne vil ind i hobbyen eller ældre hobby-folk, der måske ikke lige er så aktive på facebook som vi unge.

Fejl og mangler

Vi er mennesker her bag skærmen og der sker engang i mellem en slåfejl eller en beskrivelse der ikke er opdateret eller lignende. Vi har en del at holde styr på, med andre ord. Hiv gerne fat i os hvis I ser noget som ikke stemmer overens, f.eks. hvis der er en beskrivelse på vores hjemmeside her der ikke matcher event-beskrivelsen på facebook. Vi prøver så vidt som muligt at opdatere alting samtidig, men der kan ske en smutter.